Jeg har hjemme på Fanø

Jeg har hjemme, hvor bølgerne skummende gå

imod Fanøs den sandede strand,

og så længe tilbage, som mindet kan nå,

blev jeg draget af skibe og vand.

Hver en båd langs med havnen jeg kendte så vel,

og jeg tænkte: gid blot du var stor.

Og langt førend jeg kunne den lille tabel,

har jeg klaret mig stolt ved et ror.

Det gav krummer i krop, tændte modet i bryst.

Og så har det fra hjemmet en dag.

På den gyngende sø mod den fremmede kyst

fik jeg hurtigt på tingene tag.

Vel jeg lærte, at roser med torne kun gro,

og at klinte gror sammen med korn.

Men jeg holder humøret og ta'r det med ro

selv en stormende nat ved Cap Horn.

Vel jeg så i det fjerne, i øst og i vest

mangen dejlig og tryllende kyst.

Men min hjemlige strand var dog skønnest og bedst

og mod den står min længsel og lyst.

Jeg har hjemme på Fanø, der følger min brud

mig med bøn på min gyngende vej.

Et hurra for mit flag, som fra toppen står ud,

det har hilsen fra hjemmet til mig.